Samspillet mellem hørenedsættelse og høreapparater set i et historisk perspektiv

Tænk at det kan være så spændende at læse om høreapparater. Og tænk at historien om udviklingen af dem er så nuanceret og entusiastisk. Og tænk at den meget vanskeligt forståelige tekniske udvikling kan beskrives på en måde, så det er til at forstå, hvad de enkelte milepæle i høreapparatets udvikling har indebåret.

 

Claus Nielsens bog om ”Samspillet mellem hørenedsættelse og høreapparater set i et historisk perspektiv” har fem tråde, der på elegant vis sammenflettes:

-Den ene tråd er høreapparatets udvikling fra hørerør til de små, næste usynlige moderne høreapparater

-Den anden tråd er høreapparatets kosmetiske udformning

-Den tredje tråd er arbejdet med at beherske høreapparatets lydside

-Den fjerde tråd er erindringer af og om mennesker med hørenedsættelser

-Den femte tråd er testpanelets tilbagemeldinger, som er personlige beretninger, der fortæller om hørehæmmedes hverdag og oplevelse ved afprøvning af nye typer høreapparater.

 

Grundlæggende handler bogen om lyd. Den handler om, hvilke personlige omkostninger det har, når hørelsen svinder, og hvilke sociale konsekvenser det har at miste hørelsen. Det handler om det enkelte menneskes generthed ved at have et hørehandicap, hvilket kan resultere i isolering fra sociale sammenhænge og om, hvordan der kosmetisk blev arbejdet med den problematik. Men det handler også om regulering af høreapparatet som lydkilde. Hvordan kunne man undgå, at høreapparatet forblev ubrugt, fordi alt for mange uvedkommende lyde og hyletoner blandede sig i det, man gerne ville høre.

 

Samtidig er der i teksten en overdådighed af erindringsglimt, så man pludselig forstår, hvad det vil sige at være hørehæmmet. Testpersoner fortæller om, at de pludselig har kunnet høre ting, de ikke før har erfaret: ”Hvilken vidunderlig larmende verden jeg gik ud i. Sneen knirkede for første gang rigtigt under mine støvler på vej ud i bilen. Jeg hørte nogle fugle kvidre i træerne ude på jeres P-plads og kunne lykkeligt kigge op på dem og ligesom sige – jeg kan godt høre jer […]” At vi orienterer os ved lyd, og at lyden også giver os en særlig kvalitet i det levede liv fremgår med al tydelighed af de mange eksempler.

 

Helt fortryllende er de små erindringsglimt som fortæller om bedsteforældres og andre ældre menneskers brug af de tidlige former for høreapparater: ” Jeg er født i 1948, og da jeg var barn, var et høreapparat en stor firkantet tingest, som skulle bæres i en brystlomme. Min far var høreapparatbruger. Han var født i 1925, og han var døv på højre øre og tunghør på venstre øre. Øresneglen var stor og synlig, og ledningen var både synlig og til gene. Men min far var et positivt gemyt, som altid fik det bedste ud af alle situationer. Så når jeg skulle hviske far en hemmelighed i øret, skulle jeg hviske ned i hans brystlomme. Det fandt jeg så morsomt, at jeg tog alle mine kammerater med hjem, så de også kunne prøve, og så de kunne se, at jeg talte sandt. Det fandt han sig troligt i”.

 

Historisk Selskab for Handicap og Samfund er stolte over, at vi kan udgive Claus Nielsens spændende tekst på et handicaphistorisk hidtil uopdyrket område, og vi er taknemmelige over, at Oticon Fonden har gjort det muligt at udgive teksten som et særnummer af Handicaphistorisk Tidsskrift.

 

Birgit Kirkebæk, redaktør af Handicaphistorisk Tidsskrift.